Baggrundsinfo om Far til Fire
Ole Engholm fortæller om sin barndom med serien:


Har nogen været modeller til Far til Fire figurerne?

Nej, ikke modeller hvad angår egenskaber. Men nogle i familie og vennekreds har lagt navn til figurerne.

Jeg har lagt navn til tegneseriens Ole, min fire år yngre bror Per blev Lilleper.

Mie er opkaldt efter en af legekammeraterne fra gården i Marskensgade på Østerbro, hvor vi boede i min barndom, og hun havde derfor også sin gang i hjemmet.

Tjek var vores hund, en rød cocker spaniel (1947-56).

Søs var kaldenavnet på Olav Hasts ældste datter.

Pers legetøjselefant er opkaldt efter skuespillerinden Bodil Kjer, som idémanden Olav Hast var meget betaget af og godt ville have ind i serien. Mere om Pers elefant.

Onkel Anders er frit opfundet. Far skulle have ”nogen” at tale med.

Fru Sejersen er opfundet til filmene, da man skulle bruge en kvinde, der stræbte efter at få fingre i far og dermed skabte konflikter.

Det samme gælder Peter, Søs’ ven, som kun optræder i filmene.

Ansvarlig for denne hjemmeside:

Ole Engholm, Christianshusvej 33, 2970 Hørsholm
Kontakt: [email protected]
Jeg er årgang 1934, ældste søn af tegner Kaj Engholm og derfor nok den mest Far til Fire “miljøskadede” person i landet.
Far arbejdede hjemme, hans kontor var samlingspunkt, og alle spørgsmål blev drøftet omkring middagsbordet.
Jeg har derfor kunnet følge serien fra de første streger i 1948 og spændingen i hjemmet, for blev den nu en succes?
Da filmene kom til, fik jeg i nogle år også min gang på ASA-studierne i Lyngby, blev indlagt som statist i nogle af de første film og tjente hele 20 kr. pr. gang.


For særligt interesserede

Forfatteren Poul Malmkjær har skrevet bogen “Far til fire” (P.Haase & Søns Forlag 2001), som detaljeret beskriver både serien og de enkelte film.


Rettigheder til Far til Fire

Rettigheder til navnet, figurerne og tegner Kaj Engholms tegninger tilhører min brors enke, Anette Engholm, og mig.
Rettighederne til filmene tilhører Nordisk Film.


Tegner Engholms originaltegninger

Engholms efterladte originaltegninger, ikke kun Far til Fire, men hele hans omfattende produktion, befinder sig i dag på Mediemuseet, Brandts Pakhus i Odense.

Elefanten Bodil Kjer med Lilleper