Tegneserien Fedthas
Tegner Engholms yndlingsserie, dvs. den, det morede ham selv mest at tegne, var og blev gennem alle årene “Frede Fedthas”, selvom den kom til at stå i skyggen af den langt mere populære Far til Fire.
Fedthas’ historie
En kendt reklamebureau-direktør i 30-40’erne, Erik Eberlin, fik ideen til Fedthas-serien, en serie om en meget nærig mand. Han ringede engang omkring 1940 til Engholm og spurgte, om han var interesseret i at tegne den. Det var Engholm i høj grad, så Eberlin gav ham 8-10 ideer til de første tegninger og alle rettigheder til at køre videre med serien, vistnok for hundrede kroner.
Far lavede tegningerne, men tvivlede alligevel på seriens muligheder, så de endte i skuffen.
I 1942 udskrev det daværende “Nationaltidende” en konkurrence om en ny dansk tegneserie. Engholms kone Astrid sendte - uden at sige noget om det - Fedthas-tegningerne ind til konkurrencen. Og den vandt! Engholm måtte i en fart i gang med at tegne daglige Fedthas-serier. Han allierede sig med tekst- og idé-manden Jens Brandt, som i de følgende mange år blev fast samarbejdspartner.

Elefanten Bodil Kjer med Lilleper

Hovedpersonen, Frede Fedthas, altid korrekt iført diplomatfrakke og knækflip, er i grunden ikke særlig sympatisk, nærig og fedtet, men alligevel blev serien mægtigt populær. Fedthas er ugift, men optræder ofte med gammeljomfruen frk. Nimmersen og en professor, som bor på samme pensionat. Nevøen Oscar, en ung “lømmel”, bor fast hos ham, og dennes “ødselhed” er en kilde til stadige optrin. Meget ofte sker der også noget vanvittigt i baggrunden, som ikke har noget med seriens pointe at gøre. Og meget ofte handler hovedpointen i serien heller ikke om Fedthas’ nærighed.
Fra starten i Nationaltidende i 1942 fortsatte den i de følgende 40 år lige til Engholms død, men i skiftende aviser. Fra Nationaltidende gik den senere til Aftenbladet, som lukkede i 1959, og derefter til BT. Midt i 80’erne stoppede den i danske aviser, men fortsatte og var meget populær i i Sverige og Finland. Når den aldrig slog an i Norge, skyldtes det - sagde onde tunger dengang, før nordmændene fandt olie og blev stenrige - at nordmænd ikke kunne se noget mærkeligt i Fedthas’ optræden.